Grovbrød – low carb

Forberedelsestid: 15 minutter

Tilberedningstid: 60 minutter

Portioner: 12

Hold på hat og briller, du er på vej til en rejse på den mest bumpede vej. At spise det her brød er som at køre over brosten på cykel med flade dæk. Altså – bare sådan dejligt, ik’. Ind i mellem har man jo bare brug for lidt adspredelse fra blød kage og cremet latte. Noget der rusker op og giver en på opleveren. Rigtig mad!

Det her brød er næsten uden kulhydrater og derfor knapt brød, men det har alligevel en følelse af rugbrød over sig. Det er bedst friskbagt, men kan sagtens spises med pestoer, makrelsalat og alt muligt andet efter en uges tid.

Det skal du bruge:

100 g hasselnøddekerner

75 g margarine

100 g mandler
50 g solsikkefrø
50 g hørfrø
50 g valnødder
50 g chiafrø
100 g græskarkerner

5 spsk pofiber
1 tsk salt
6 æg

Sådan gør du:

Find den form, du vil bage brødet i og put hasselnøddekernerne heri. De skal bages i 5-10 minutter ved 180 grader - indtil man kan se at den bitre skal sidder løst.

Herefter tages formen ud og nøddekernerne lægges i et rent viskestykke. Læg margarinen i den varme form, så det smelter.

Lad kernerne køle lidt inden du ruller dem i viskestykket indtil de er .... nogenlunde skalfri. Al skal vil ikke slippe, så stop når du ikke gider mere og put kernerne i en skål.

Tilsæt alle de tørre ingredienser, bland og tilsæt så 6 æg. Bland det sammen og hæld margarinen fra formen i dejen. Bland igen og hæld dejen tilbage i formen.

Sæt dejen i ovnen, sæt på 190 grader og bag i 60 minutter.

Løft brødet ud af formen og lade det dampe og køle lidt af på en rist inden du skærer det. (Og du vil nok gerne skære det i skiver inden det bliver helt koldt. Der er gods i!)

Grovbrød – low carb

Næringsindhold pr. 100g:

390 kcal

5 g. kulh.*

15 g. protein

30 g. fedt

7 g. kostfibre

Just for the record: Når der indgår en sødemiddel af polyoler i opskriften, er de ikke her medtaget som en kulhydrat. På sødemidlets emballage betragtes det som en kulhydrat.